Tag med på en rejse ind i et skabende sinds krinkelkroge. Med mange forhindringer undervejs. Såsom selvsaboterende angst og tvivl, truende perfekte liv på sociale medier, farefulde overspringshandlinger og selvhjælpsguruer, der garanterer ubegrænset succes.
Mit Hoved er et Radioteater følger forfatterens proces med at udrense indre og ydre støj, for at kunne stå ved den, hun er inderst inde, brede vingerne ud og indtage det liv, der er hendes.

A: Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive. Og nu, i en relativ høj alder, blev det indre pres for stort, men mine indre stemmer havde stadig held med at spænde ben for mig og gøre mig usikker. “Hvad er det egentlig de siger? Hvorfor ikke observere dem”? tænkte jeg – og så blev DET projektet, og udviklede sig til en bog. Vi har alle sammen stemmer i vores hoveder, der fortæller os alt muligt, og stemmerne høster ofte deres næring fra de omgivelser, og det samfund, vi er en del af. Jeg mener selv jeg er ret tidstypisk, så derfor har jeg undervejs i skriveprocessen følt, at jeg egentlig sagde meget af det højt, som andre går og tænker.

A: Fordi det er meget narcissistisk, det der foregår derinde. Folk fremstiller deres liv i et rosenrødt skær, som så tydeligt er manipuleret. Livet er jo ikke sådan. Men vores samfund hylder vinderen, de lækre og de kendte. Samtidig er der påfaldende meget angst og dårlig trivsel i vores samfund. Og had! Alt er polariseret – enten er der hældt glasur ud over det hele, eller osgå sidder folk med sort fråde om munden og kører det ondeste og mest primitive bullshit af overfor andre, der har en anden mening end dem. Det hænger jo ikke sammen.

A: Hvorfor holder alkoholikeren ikke bare op med at drikke? Jeg er desværre blevet smittet med en afhængighed af Facebook og alt hvad det står for af likes med videre, og det er det, jeg prøver at frigøre mig fra nu. (For god ordens skyld: der foregår OGSÅ gode ting på Facebook!) I “Mit Hoved er et Radioteater” dykker jeg ned i mine egne paradokser, og sårbarheder, som der er en del af. Jeg har altid hadet at være så sensitiv som jeg er – livet er jo ikke for de knækkede, som bekendt.

MEN: er det ikke på tide at vi begynder at opfatte sensitivitet som en styrke i stedet for en svaghed? Min påstand er at samfundet måske egner sig til 10% – resten kokser rundt og kan slet ikke tilpasse sig det gear og det tempo og krav om konstant at skulle være “den bedste udgave af sig selv”. I “Mit Hoved er et Radioteater” lukker jeg en fuldkommen ærlig udgave af mig selv ud i det fri, hun trængte i den grad til at blive luftet, selv om hun ikke altid er lige køn. Men hun er en del af mig, og hun orker bare ikke at blive gemt væk længere.